vue, angular, react, backbone

Flere udviklere sværger til Vue end Angular på verdensplan

Artikel 13-12-17 ~3 minutters læsning · 466 ord

Vue har nu indtaget hjertet blandt flere af blandt verdens udviklere end Angular. 4647 svarpersoner angiver i den netop udkomne State of JavaScript 2017, at de har brugt Vue og agter at fortsætte med det. Det tilsvarende tal for Angular er 4449.

Dermed bytter de to frameworks placering i den tilsvarende undersøgelse fra 2016, hvor Angular 2 kom ud med 30 pct. flere supportere end Vue. Dette tal er nu 4 pct. i Vue´s favør.

Vue har overhalet Angular 2 og er nu tæt på Angular 1, mens React også tager en klar føring bland frontend bibliotekerne i 2017 versionen af State of JavaScript

Skiftet kan skyldes, at mange af Angular 2´s brugere vender ryggen til frameworket. I 2016 var andelen af udviklere, som ikke ville bruge Angular 2 igen 7 gange højere end den tilsvarende andel for Vue. Denne tendens fortsætter i den aktuelle undersøgelse, hvor 5 gange så mange udviklere - relativt set - har sagt farvel til Angular 2 end der - igen relativt set - er udviklere, der ikke vil bruge Vue mere.

I faktiske tal angiver 2289 udviklere, at de ikke længere vil gøre brug af Angular 2 her i 2017. Det er mere end halvt så mange som de 4449 udviklere, der har valgt at holde fast i Angular 2. Antallet af «afhoppere» blandt Vue-udviklere er 454 - eller 9 pct. i forhold til dem, der holder fast i biblioteket.

Vue, som også benævnes Vue.js og VueJS, har dermed de næstmest trofaste udviklere blandt de 23.704 svarpersoner i undersøgelsen. Kun den ukronede konge på området, React, kan fremvise en mindre afskalning.

Hveranden udvikler i verden vil gerne lære Vue

I den anden ende af skalaen har Angular 1 - også kaldet AngularJS eller «den gamle» Angular - tabt klart flest udvikler-hjerter i 2017. 9615 personer oplyser i den nye undersøgelse, at de har brugt Angular 1 for sidste gang. Tilbage står blot 4707 udviklere, som angiver, at de bruger Angular 1 - og vil blive ved med det. Tilbage bliver kun lige akkurat så mange udviklere, at Angular 1 kan fremvise 60 flere supportere end Vue i 2017. I 2016 var forholdet mellem Angular 1 og Vue 3:1.

Næstflest udviklere - 5677 - har ifølge State of Javascript 2017 sagt farvel og tak til biblioteket Backbone. Dette er relativt set en endnu større åreladning end den, Angular 1 må lægge ryg til. Det er nemlig mere end 3 gange så mange udviklere som de 1715, der tilkendegiver, at de vil fortsætte med at bruge Backbone.

Foruden tallene om fastholdere og frafaldne viser undersøgelsen, at Vue er det frontend-bibliotek, som klart flest af verdens udviklere har hørt om og gerne vil lære at bruge. 12.175 personer tilkendegiver dette. Det er mere end halvdelen af samtlige svarpersoner.

Dermed er interessen for at få Vue ind under huden næsten dobbelt så stor, som den er for at opnå færdigheder med React og Angular, der kommer ind som henholdsvis nummer 2 og 3.